Velkommen på Poppelvej!

Velkommen på Poppelvej!


Af direktør Torsten Buhl

Siden den 1. januar har Danmarks Fiskehandlere boet på Poppelvej 83 i Odense. Her boede i forvejen Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark. Der er selvfølgelig en masse praktiske ting, der skal ordnes i forbindelse med indflytningen, og det er vi ved at være færdige med, så nu handler det om at finde en modus vivendi for samlivet under hensyn til både behovet for opgaveløsninger og de økonomiske ressourcer. Der skal jo være sammenhæng i, hvor pengene kommer fra, men der er ingen tvivl om, at alle tre organisationer samlet set vil blive styrket af at forene kræfterne.

Der er mange områder, der er fælles for de tre fødevarebrancher, men fiskehandlerne kommer alligevel med nyt, bl.a. et „sporbarhedsprojekt“, der skal gøre det muligt at spore hver eneste fisk tilbage til fangststedet med angivelse af både kutter og fangstredskab. Det er noget, som EU har fundet på, og som vi altså nu skal prøve at få til at fungere. Det er ikke nemt!

Vi har også udarbejdet en tiltrængt opdatering af fiskehandlernes branchekode og er ved  at se på, hvordan vi i det hele taget kan øge værdien af medlemskabet. For eksempel har vi puljet alle organisationernes medlemmer i et fælles fordelsprogram. Også på den måde vil det forhåbentlig kunne mærkes hele vejen rundt, at hele huset har fået mere pondus.

Det klart, at vi i sekretariatet har en opgave i at sørge for, at vi har den fornødne arbejdskraft til at løse det stigende antal arbejdsopgaver. Derfor har vi øget bemandingen med en medlemskonsulent, ligesom Fødevareafdelingen får endnu en konsulent tilknyttet. Disse nyansættelser er i nogen grad en satsning rent økonomisk, men jeg tror på, at det er en rigtig satsning.

Især i Danske Slagtermestre har vi vældig gode kontakter til et stort flertal af medlemmerne, takket være vore markedsføringskoncepter samt initiativer og fora for de forskellige virksomhedstyper. Men der er dog en del, som vi for sjældent er i kontakt med, og det samme gælder hos ostehandlerne. Og fiskehandlerne er jo helt nye for os i huset. Så vi har behov for at lære nogle medlemmer bedre at kende – og for, at de lærer huset bedre at kende. Det har vi nu sat ind på, og jeg håber, at alle vil tage godt imod initiativet!

Tilbage

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies