Sol over Birkerød

Sol over Birkerød


Det er tidlig lørdag morgen. Der hamres, bankes og stilles frem til den ugentlige torvedag i Birkerød Hovedgade. Indenfor i Birkerød Fiskehus få meter fra det livlige handelsstrøg er der også aktivitet.
Birthe Lyngsø

Lige siden dagens første hanegal har fiskehandler Jette Larsen med kreativitet og ferme fingre tryllet den ene fristende fiskeanretning frem efter den anden. I vinduet ligger de ferske fisk nu til parade, og disken er forvandlet til et fiskens teater med et farvespræl af hjemmelavede salater og mundrette anretninger, der er lige til at sætte på bordet. Et sandt fiskemekka, som snildt kan overbevise enhver om, at fisk ikke alene er sundt, men også fristende lækkert. Medindehaver og ægtefælle Torben Larsen har også haft travlt med at tilberede de mange retter. Nu kommer han ind og går i gang med at filetere ferske fisk. Han skal have fiskebilen rigget til, så han kan tage turen til Hørsholm Centrum, hvor den tre af ugens dage har sin faste placering. Vi tager selv på Fisketorvet og udvælger de helt rigtige råvarer. Men vi får også løbende leveret til dørs, siger Torben, som tilføjer, at de nok er oppe på at omsætte i omegnen af et halv tons fisk og skaldyr på en uge.

Kunderne i centrum

Det hele er linet op på slaget ni, hvor dagens første kunde træder indenfor. Betjeningen går tjept. Men samtidig kan kunden ikke være i tvivl om, at der også er rigelig tid til at få svar på alle tænkelige spørgsmål om valg af fisk og tilberedningen af denne. Det ender med at blive fisk til grillen – nærmere bestemt en dorade og en guldbrasen. Disse middelhavsfisk får følgeskab af en god dansk hornfisk til servering den følgende dag. Den store bakke med fisketapas, som Jette netop har lagt sidste hånd på, ender også med at friste dagens første kunde denne solrige forårsmorgen.Vi holder åbent alle ugens hverdage, og de kan være lange, smiler Jette, som dog ikke er lægger skjul på, at hun er glad for sit fag.

Begyndte med salg fra søsterens fiskebil i fritiden

Vi har været fiskehandlere i over tyve år nu. Det hele begyndte sidst i 90’erne, hvor min søster havde en fiskebil, hun kørte rundt med. Torben var på det tidspunkt hos Novo, og han begyndte så småt at hjælpe til med fiskebilen i sin fritid. Min søster stod for oplæringen, og på et tidspunkt tog vi imod tilbuddet om at overtage hendes fiskebil og være fiskehandlere på fuld til. Det gik overraskende godt, og vi fik anskaffet os endnu en fiskebil. Kundekredsen voksede og bredte sig som ringe i vandet. Vi fik derfor mod på også at etablere os med fast adresse. Og det blev så ved Birkerød Hovedgade, hvor vi i begyndelsen af 2001 kunne rykke ind og indrette egen butik, samtidig med at vi fortsatte med at sælge fra fiskebilerne.

Nyder godt af sundhedsbølgen

De største forskelle, vi har oplevet gennem de seneste par årtier er, at kunderne i dag har mod på at prøve langt flere typer af fisk end førhen, hvor det især var de traditionelle danske fiskearter, der solgte. Vi oplever også en hastigt voksende interesse for vores færdigretter med fisk og for ”sund take-away” i form af serveringsklare anretninger med fisk og skaldyr. Endnu en tendens i tiden er, at stadigt flere er optaget af at spise sundt og kokkerere selv. Set over ugen er der da helt klart variationer i folks indkøb, siger Jette og Torben. Det er de færdige fiskeretter, som mange foretrækker på hverdagene, mens det typiske mønster er, at man i weekenden gerne selv bruger god tid i køkkenet på at eksperimentere og lave nogle spændende retter med fisk og skaldyr.

Tilbage

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies