Et globalt udstillingsvindue  for fødevarer

Et globalt udstillingsvindue for fødevarer


ANUGA, der er en af verdens førende fødevaremesser, slår dørene op i Køln fra 10. til 14. oktober 2015.
Af Birthe Lyngsø

Allerede nu meldes der om udsolgt i det 284.000 m2 store messeareal, som til oktober vil danne rammen om den internationale fødevareudstilling, ANUGA, der bliver holdt hvert andet år i Køln.

Det er en af verdens vigtigste føde- og drikkevaremesser, hvor 150.000 branchefolk fra alle verdenshjørner mødes og kan lade sig inspirere af et meget omfattende og mangfoldigt udbud af madvarer. 86% af udstillerne og 66% af de besøgende er fra lande uden for Tyskland. Det mener jeg er med til at understrege messens internationale funktion som et spejl af aktuelle tendenser og trends, fastslog projektleder for ANUGA i Køln, Lorenz Alexander Rau, da ANUGA holdt fælles nordisk pressemøde i Stockholm den 11. juni. 

Danmark blev i den anledning fremhævet som det land, der i forhold til resten af Norden traditionelt set har haft langt det største antal udstillere og besøgende. På seneste ANUGA i 2013 udstillede 87 danske fødevarevirksomheder, mens 1.450 danske fagfolk lagde vejen forbi, og mønstret ventes at være det samme på den kommende fødevaremesse i Køln.

Udstillingen er bygget op omkring 10 forskellige branchemesser. ANUGA Chilled og Fresh Food blev i den sammenhæng fremhævet som en af de branchemesser, der har en fremtrædende plads med et stort udvalg af produkter inden for fisk og skalddyr.

Som naboland er Danmark en vigtig handelspartner for Tyskland. BVE (Den tyske sammenslutning af føde- og drikkevareindustri), viser i en opgørelse fra 2014 over Tysklands største handelspartnere for forarbejdede fødevarer, at Danmark inden for eksport indtager en 8. plads og en 7. plads, når det gælder import.

Regnet i 1000 Euros viser BVE’s opgørelse fra 2014 videre, at importen af fiskeprodukter fra Danmark til Tyskland var på 373,491. Og der er her tale om en fremgang på hele 15.3% i forhold til 2013. 

Eksporten af fiskeprodukter fra Tyskland til Danmark var ifølge BVE opgjort til 117,501 for 2014, hvilket svarer til en stigning på 2,9% i forhold til året før.

Som en af verdens førende internationale messer, er der hos folk i branchen også en forventning om, at ANUGA afspejler fremtidens tendenser inden for fødevarer, fremhævede Lorenz Alexander Rau. 

Det er baggrunden for, at man blandt andet har introduceret „ANUGA Taste 15“. Udstillere kan vælge at tilmelde produkter fra og med juni. En fagjury vil efterfølgende udvælge en række særligt innovative og spændende produkter, og der vil i udstillingsdagene blive arrangeret en særudstilling med de udvalgte produkter.

Lorenz Alexander Rau gjorde videre opmærksom på, at der ud over de mange udstillinger og aktiviteter også vil blive etableret en virtuel platform, der er tænkt som et værdifuldt supplement. Ideen er, at man som besøgende med interesse for et specifikt produkt, hvad enten det f.eks. er kød, fisk eller vildt, let og hurtigt vil kunne klikke sig ind på en omfattende database og let finde frem til relevante udstillere eller kontaktpersoner på ANUGA messen.

Tilbage

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies