Fra mand og kone-butik til 20 medarbejdere

Fra mand og kone-butik til 20 medarbejdere


Fiskeglade jyder og fynboer kører gerne langt for at få fersk fisk, færdigretter eller et godt tilbud på rødspætter hos Helle og Kurt Larsen i Middelfart
Af Eivind Sønderborg Johansen

Da Helle og Kurt Larsen åbnede Strib Fisk på havnen i Middelfart for 15 år siden, var det en mand og kone-forretning. Syv år senere i 2007 var antallet nået op på syv-otte medarbejdere, og i dag beskæftiger forretningen 20 ansatte med det løse for at dække efterspørgslen hos fiskeglade fynboer og jyder. I sommersæsonen ryger der fx 800 røgede makreller over disken ugentligt, og antallet af fisk, som bliver skåret op i forretningen, løber op i flere tons om ugen.

Kunder langvejs fra

Kunderne kommer fra bl.a. Kolding, Fredericia, Vejle og fra fynske byer for at købe fisk hos Helle og Kurt. En del odenseanske kunder tager gerne den 45 kilometer lange tur fra Odense til havnen i Middelfart for at handle i Strib Fisk.

- Vi har fået opbygget et godt ry for at levere kvalitet. Vi kører også med gode tilbud, så vi kan konkurrere på prisen. Det lokker kunder til fra bl.a. Odense, når vi har tilbud på fx rødspætter, forklarer Kurt Larsen, der har en fortid som fisker og derfor har god føling med, hvor han skal finde de gode råvarer til køledisken.


Kurt Larsen peger på, at det også er vigtigt at have et meget bredt udvalg af fisk, så kunderne til enhver tid kan få det, de efterspørger. Og her er det ikke nødvendigvis altid prisen, der er afgørende, for Middelfart og Trekantsområdet har mange velbeslåede indbyggere, som godt vil betale det, kvalitet koster.

Begyndte med rullende butik

Kurt Larsen startede i det små som fiskehandler for 16 år siden med en rullende fiskeforretning på torvet i Middelfart hver lørdag samtidig med, at han havde job resten af ugen på Tuborg Bryggeri i Fredericia.

Det var ikke lige lykken for Kurt at arbejde på bryggeriet, for det frie liv med fisk havde været omdrejningspunktet i hele hans tilværelse inden da.

- Jeg er ud af en fiskerfamilie og begyndte at hjælpe til med at skære fisk op for min far som 13-årig. Jeg har også selv været fisker, men da min sidste skipper lagde op, var jeg nødt til at tage job på bryggeriet. Det var slet ikke mig, så derfor slog jeg til, da jeg for 15 år siden fik mulighed for at leje fiskeforretningen på havnen i Middelfart, siger Kurt og tilføjer:

Hovedkulds start

- Vi overtog en butik, der var lukket, og det havde den været af flere omgange, fordi nogle af de tidligere ejere ikke kunne få det til at løbe rundt. Da vi havde haft forretningen i kun tre måneder, sagde ejeren, at han ville sælge den. Helle og jeg syntes ikke, at vi var klar til overtage stedet efter så kort tid, men der var ikke andet at gøre end kaste sig ud i det.

Tv-spots fordoblede salget

Den satsning har givet gode resultater, for selv om det var lidt hovedkulds, at Helle og Kurt Larsen blev ejere af en fiskeforretning, er det kun gået én vej, nemlig fremad, siden starten for 15 år siden.

Det er der flere forklaringer på. Høj kvalitet, gode tilbud og et bredt sortiment er ifølge Kurt Larsen en del af forklaringen, men ikke den hele.

- Når kødskandaler har fyldt medierne, har butikken oplevet stigende efterspørgsel, og da Strib Fisk for nogle år siden begyndte at bruge nye, utraditionelle metoder som reklamespots regionalt på TV2 Fyn, steg omsætningen 50 procent, siger Kurt Larsen, der også peger på, at de landsdækkende kampagner for at få danskerne til at spise mere fisk har gavnet omsætningen.

Ombygning for 1½ mio. kroner

Kundetilstrømningen har medført, at butikken og baglokalet er blevet udvidet for at skaffe mere plads til både kunder og ansatte.

- Vi byggede om for 1½ mio. kr. i 2011, fortæller Kurt Larsen.

Antallet af røgovne er vokset fra én til fire, og de rullende fiskebiler, der dækker en række fynske og jyske byer, er nu oppe på tre, foruden en kølebil, som leverer fisk til forretningens engroskunder.

Både færdigretter og fersk fisk

Det er ikke kun fersk fisk, der sælges i butikken i Middelfart, men også færdigretter som pandekager med fyld, varmrøget laks med røræg, asparges og rejer, stjerneskud, smørrebrød og sushi. Et af de store hit er en fiskemand, der er et sundt alternativ til den klassiske kagemand til børnefødselsdage og andre festlige lejligheder.

I sommerhalvåret er der også mulighed for at nyde en let menu og udsigten fra Middelfart Havn på en af de 90 spisepladser foran fiskebutikken. For at klare efterspørgslen på take-away og færdigretter har Kurt Larsen ansat en kok til at tilberede menuerne.

Tilbage

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies